Menigheden Lys og Salt


DET 4. BUD - SABBATTEN



Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2 Mos 20,8)


Sabbatten begynder ved solnedgang fredag aften, og slutter lørdag aften. På sabbatten mindes vi, at Gud skabte verden, og at han derefter hvilede fra sit arbejde. Dette bud om sabbatshvilen er det fjerde bud, og det længste af de ti bud. I sin helhed lyder buddet:


"Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den". (2 Mos 20,8-11)


Sabbattens betydning: En erkendelse af Gud som Skaberen


Ordet Shabbat ("sabbat") er på hebraisk forbundet med verbet shavat, der betyder "at ophøre, afstå, hvile". Roden af dette ord forekommer første gang i 1. Mosebog om Guds skabende aktivitet:


"… på den syvende dag… hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte". (1 Mos 2,2-3)


I jødisk tænkning anser man, først og fremmest, sabbatten som et vidnesbyrd om, at Gud alene er Skaberen af universet. På den syvende dag i skabelsen ophørte Gud med sit skaberværk og indstillede al kreativ aktivitet – og han velsignede dagen og satte den til side, og kaldte den "hellig" som et mindesmærke over hans skaberværk.


Ifølge Maimonides (en kendt jødisk rabbiner) befaler Gud, først og fremmest, at vi skal tro på hans eksistens, dernæst må vi anerkende at sabbatten er et tegn og et evigt vidnesbyrd om, at han alene er den unikke Skaber af alle ting.


Mange kristne mener at sabbatsbuddet, ved Jesu korsdød, blev opfyldt og at vi nu finder vores evige hvile i Kristus - men de glemmer at denne hviledag også skal fejres som et vidnesbyrd på at Gud selv er altings Skaber.


I anden række fejrer jøderne sabbatten som et tegn på udfrielsen fra Egypten. (5 Mos 5,12-15) Overholdelse af sabbatten betragtes i øvrigt af jøderne som vigtigere end andre festdage, fordi den er et af de ti bud. Det hævdes undertiden, at sabbatten først blev indført, da de ti bud blev givet på Sinaj, og at sabbatten derfor ikke længere skal overholdes i kirken i dag. Men som vi kan se, blev sabbatsbuddet indført ved skabelsen – og dette bud – som er evigtgyldigt - blev senere en del af de ti nedskrevne bud.



Til manges overraskelse, ser vi faktisk at selveste Abraham overholdt dette bud. Det bliver tydeliggjort her, hvor Gud sagde til Isak, angående hans far, at Abraham:


”… adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love.” (1 Mos 26,5)


– og Abraham levede jo som bekendt inden Loven blev nedfældet på Skrift. I betragtning af Abrahams enestående kald, kan vi være sikre på, at han anerkendte Gud som skaber og fejrede denne begivenhed ved at huske Guds sabbat. På sabbatsdagen fejrer vi derfor, først og fremmest, Guds rolle som Skaber af hele universet!


”Kedushah” – at hellige dagen… (2 Mos 20,9)


"Husk sabbatsdagen og hold den ”hellig”…"


På hebraisk betyder ordet kedushah ”hellighed” eller "sat til side" – altså noget, som er radikalt adskilt fra alt, hvad der er syndigt og blasfemisk.


Gud alene er værdig al vor tilbedelse og lovprisning, for kun han er uden sidestykke, uden rival og han er denne verdens Skaber og Herre. Ja, kun Herren er uendelig og evig – han, hvis navn er: "Jeg er den, jeg er". (2 Mo 3,15)


Hellighed er adskillelse fra alt det, som er verdsligt, banalt, tarveligt eller ondt.


Med andre ord indebærer hellighed absolut moralsk godhed og perfektion. Det er umuligt, at han som er hellig vil tolerere synd, da det ville ophæve adskillelsen mellem det hellige og det verdslige - og derved underminere karakteren af hellighed. Den Hellige er i opposition til det verdslige, og derfor må HERREN hade og stå op imod det, der krænker det hellige.


Og fordi sabbatsdagen betragtes som ”hellig” – er den adskilt fra andre af ugens dage. Den må derfor markeres ved "shabbatten", dvs. hvile fra de sædvanlige arbejdsforpligtelser, spekulationer og bekymringer i denne verden. At studere, hvile sig og bruge tid til refleksion er derfor hensigtsmæssigt på denne dag.


I seks dage må du arbejde…(2 Mos 20,9)


"Seks dage skal du arbejde og gøre det du skal…"


Denne del af buddet indebærer noget, som ofte bliver overset, nemlig at Herren befaler os at arbejde i løbet af de seks ugedage der ligger før sabbatten.


Ordet "ta'avod" - "at arbejde" er relateret til ordet "’eved", dvs. ”slave”, hvilket betyder, at vi skal opleve sabbatten som en tid med befrielse fra vort slidsomme arbejde. Udtrykket at "gøre det du skal" antyder også, at der ikke er mere tilbage at lave – at man intet har hængende over hovedet, hvilket gør, at du er fri til at hvile og til at opleve denne dags hellighed og udskillelse.


Den syvende dag er sabbat… (2 Mos 20,10)


"Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud…"


Overholdelsen af sabbatten er derfor et vidnesbyrd om, at Gud er Skaberen, og at vi anerkender hans herredømme over skabningen. Bemærk, at dette vers klart forbinder den syvende dag i skabelsen med den ugentlige sabbatsdag. Og da det er en sabbat for Herren, din Gud, må tiden også bruges til Guds ære.



Intet arbejde… (2 Mos 20,10)


"Da må du ikke gøre noget som helst arbejde…"


Rabbinerne tilføjede yderligere restriktioner på sabbatten, baseret på ideen om at bygge et "hegn" omkring Toraen, (de fem Mosebøger) som en ekstra gardering for at buddet blev overholdt. Det gav lidt skæve resultater - fx, er det tilladt at servere et stort måltid for andre på sabbatten, mens det er forbudt at bære et lommetørklæde eller tænde en lyskontakt.


Da Jesus var en udpræget Torah-orienteret Jøde, er det utænkeligt, at han bevidst ville have overtrådt sabbatsbuddet om ikke at arbejde på denne hellige dag. Vi må huske på, at det var ham, der gav Toraen til Moses i første omgang!


Nej, Jesus bekræftede den sande betydning af sabbatten, med de ting, som han gjorde. Hans kritikere beskyldte ham for at bryde sabbatten, men det skal forstås i forhold til de "menneskebud" som overleveringen føjede til undervisningen i Toraen. Han helbredte på sabbatten, fordi helbredelse er en form for befrielse under en eller anden form for slaveri, hvilket er et centralt budskab i betydningen af sabbatten.


Derfor var Jesus ikke enig med de skriftkloge i deres restriktioner. Da han sagde, at "sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld" (Mark 2,27; Luk 6,5), havde han ”pikuach Nefesh” i tankerne… pligten til at redde liv og helbrede, som har forrang over Guds forordninger ang. helligdage - herunder sabbat. Man må ofre buddene af hensyn til mennesket - i stedet for at ofre mennesket, af hensyn til buddene (mitzvot).


Universal hvile… (2 Mos 20,10)


"… hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer…"


Sabbatshvilen er for alle Guds skabninger, og åbenbarer Guds tanke om social lighed under Guds forordninger. Ingen er udelukket fra denne velsignelse, herunder dine børn, dine tjenere, dine dyr, eller dem, som er konverteret til troen. Der er ingen andenklasses borgere i forhold til det at være en del af den skabte orden. Alle mennesker, fra den højeste til den ringeste tjener, står i forhold til Gud som helt afhængige af hans gode vilje.



Sabbatten som et tegn på skabelsen… (Mos 20,11)


"For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den…"


Sabbatten er vort vidnesbyrd om, at Gud alene er Skaberen af universet. Han er desuden Skaberen af tid, og han har bestemt, at vi skal huske den syvende dag, sabbatten, til minde om hans skabelse. Sabbatten er en velsignet dag med en "dobbelt portion" af "himmelsk manna” (2 Mos 16,22), og den giver os en forsmag på "Olam Haba": … den kommende verden.


"Altså venter der Guds folk en sabbatshvile" (Heb 4,9)


For messianske troende, repræsenterer sabbatten desuden også Jesu fuldbragte værk på vores vegne - og vore liv som "nye skabninger" for HERREN, Israels Gud.



Sabbattens betydning:

  • Sabbatten minder os om, at Gud er vor Skaber (1 Mos 2,2)
  • Sabbatten minder om Israels udfrielse fra Egypten - dvs. Guds frelse og dermed også vores frelse (2 Mos 5,15)
  • Sabbatten er derfor en glæde – og ikke en byrde! Den er samtidig en tid til at fejre din personlige hvile i din Frelser, Jesus (Es 58,13; Heb 4,9)
  • Sabbatten er et af de ti bud (Mos 20,8-11; 5,12)
  • Jesus og hans disciple overholdt sabbatten (Mark 1,21; 6,2; Luk 4,16)
  • Apostlen Paulus overholdt sabbatten (ApG 13,13-42; 18,4)
  • Sabbatten forener os med det jødiske folk
  • Sabbatten vil blive æret i det kommende Tusindårsrige: "Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren" (Es 66,23)


Med andre ord, har helligdagene - herunder sabbatsdagen - altid til formål at lære os store åbenbaringer om Gud, og hans frelsesplan. Det er derfor, Gud skabte Solen og Månen:


”De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider" (1 Mos 1,14)


Derfor skaber det uorden i Bibelens og dermed Guds nøje fastsatte festtider, når vi helt bevidst går ind og ændrer på "tider og lov" (Dan 7,25)


Sabbatten er som sagt en glæde - ikke en byrde… men den er samtidig en tid til at fejre vores personlige hvile i Jesus. Men der venter stadig Guds folk en sabbatshvile... (Heb 4,9)


Sætter vi jævnligt tid af hvor vi husker Guds værk i vort liv? Hvis ikke, går vi glip af de store velsignelser, som Gud har til hensigt at give os. Lyt til løftet fra Sabbattens HERRE:


Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren. Jeg vil føre dig frem over landets høje og lade dig nyde godt af din fader Jakobs ejendom. Herren selv har talt. (Es 58,13-14)