Menigheden Lys og Salt


DET 5. BUD - ÆR DIN FAR OG DIN MOR



"Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig" (2 Mos 20,12)


Det femte bud markerer overgangen fra de fire første bud, som omhandler vort forhold til Herren - og hen til de følgende fem bud - som omhandler vort forhold til vore medmennesker. Befalingen om at ære sine forældre er derfor grundlæggende for vores sociale relationer, og for at kunne oppebære et anstændigt menneskeligt samfund.


Vigtigheden af dette bud må ikke undervurderes, fordi det ord, som er oversat med "ære" (kabed) … ”ær din far og mor”, stammer fra en *rod (et ord), som betyder ”vægtigt” - noget betydningsfuldt og imponerende. Ordet er ofte brugt, når der henvises til Guds ære. For at forstå betydningen af ”kabed” må vi se det i sammenhæng med de fire første bud, som alle drejer sig om at ære Gud selv. Når vi på samme måde ”ærer” vores far og mor, siger Herren: "Jeg regner det, som om jeg boede hos jer, og I ærede mig". (Kiddushin 31a)


(*Ethvert ord på hebraisk er bygget op omkring en rod. En rod består af tre (eller 2) konsonanter, og ud denne rod dannes forskellige ord ved at tilføje en forstavelse, en endelse eller vokaler. Alle disse ord, som dannes ud fra en given rod, vil altid være i ”familie” med hinanden).


Vores forældre ligner Skaberen - i den forstand, at de er Guds samarbejdspartnere i skabelsen af barnet. De repræsenterer også Gud i det lille barns liv, hvor de fungerer som primære omsorgspersoner og opdragere. Et menneske bør anerkende og indse, at det er hans forældre, der er årsag til, at han er sat i verden, og at det derfor er på sin plads at elske og respektere dem.


Her siger jøderne, at "det sværeste af alle bud er at ære sin far og mor". (Tachuma, Ekev 2) Der er ingen grænse for den ære, vi skylder dem, og ofte er lydighed mod dette bud meget krævende. Barnet må aldrig bringe skam over sine forældre og må aldrig bringe dem nogen form for smerte eller hjertesorg, og de må heller aldrig vise vrede mod dem. Herrens hensigt med buddet er, at familien skal være et forbillede på hans forhold til os. Ligesom han skabte både mand og kvinde i sit billede (1 Mos 1,27), på samme måde må børn betragte deres forældre som guddommeligt ordineret og som virkelig betydningsfulde.


De første fire bud fortæller os om Gud; og at det er kun gennem lydighed mod dette bud, at vi er i stand til virkelig at forstå vores egen identitet - samt andres identitet i vores familie, i vores samfund og i vores verden.


Velsignelsen ved at ære sine forældre er:


"… at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig". (2 Mos 20,12)


Belønningen for at ære sine forældre er en lang levetid. Omvendt vil disrespekt overfor vores forældre resultere i en dom fra Herren, som endog kan vise sig at blive en forkortet levetid. Hengivenhed til ens forældre er også et tegn på respekt for ens kultur og identitet, der sikrer en fortsættelse af begge dele. At respektere sine forældre sikrer os, at kommende generationer også vil acceptere belæringer fra dem, der er ældre end en selv.



Buddet gentages i Det Ny Testamente


Apostlen Paulus citerer også femte bud i sit brev til efeserne:


Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt. ”Ær din far og din mor!” Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: ”for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.” (Ef 6,1-3)


Paulus citerer dette bud fra den anden version af de ti bud, som er givet i Femte Mosebog, hvor buddet omfatter udtrykket "for at det må gå dig godt". Ligesom vi er kaldet til at ære vores far og mor, således er vi også kaldet til at respektere Gud - vor himmelske Fader - og den respekt vi viser ham, vil også vise sig ved den respekt, som vi udviser overfor vores forældre.


Det modsatte af at ære andre er en mangel på respekt, en form for vantro, der afviser, at alle mennesker blev skabt i Guds billede (eller hvor man afviser, at denne verden er styret af forsynet – af Gud selv). Kun ved at nægte at acceptere andre som Guds skabninger, kan folk retfærdiggøre de grusomheder, de begår imod deres medmennesker.


Vi er blevet befalet at vise Gud ære. (1 Tim 6,6) Det samme må vi udvise over for forældre (Ef 6,1-3), over for arbejdsgivere (1 Tim 6,1), over for andre troende (Rom 12,10), over for ledere og lærere i menigheden (1 Tim 5,17) og over for øvrigheden (Rom 13, 1-7), ja, kort sagt - over for alle!



Ær alle! Hav kærlighed til dine brødre og søstre i Herren


"Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!" (1 Pet 2,17)

Selvfølgelig er buddet om at udvise ære langt lettere at opfylde, hvis vi lever under retskafne forhold – og her er forældre, i særdeleshed, blevet påbudt at sikre, at deres børn lærer at frygte Herren, og at de bliver Jesu disciple. (Ef 6,4) Børns pligt til at ære deres forældre gælder ikke i alle forhold, eftersom det forudsætter, at forælderen ikke misbruger sin privilegerede position af autoritet.

Det samme kan siges om den statslige myndighed, når denne myndighed forsøger at tvinge os til ikke at adlyde Gud. (ApG 5,29) Ja, i lande, der foregiver at være demokratiske, må den ære at kunne kalde sig folkevalgt, være baseret på ens integritet som repræsentant for folket. Hvis en folkevalgt, med andre ord, fremmer gudløshed eller søger at undergrave den lov og orden, som de tjener i dette tillidshverv, har de ikke levet op til deres gudgivne rolle og er derfor underlagt Guds dom. I sådanne tilfælde bliver regeringen en forbandelse snarere end en velsignelse ...

Selv i lande med diktatur og autokratier gælder samme princip. Vi er blevet befalet at bede for dem, som har autoritet over os - men bemærk formålet: "så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed". (1 Tim 2,2) Dette betyder absolut ikke en fatalistisk eftergivelse overfor den lovgivning, som kommer fra onde myndigheder eller herskere.


Her er Nazi-Tyskland et godt eksempel. Ingen kan vel påstå at det er bibelsk og bydende nødvendigt at ære og adlyde Hitler! Det samme princip kan anvendes i sager om ægtefællevold eller børnemishandling, diverse krigsforbrydelser (herunder stat-sanktioneret tortur og folkemord) og forskellige former for propaganda metoder og hjernevask (herunder offentlig uddannelse), etc. Nogle gange er vi kaldet til at kæmpe for vores tro!


Desværre lever vi i en tid, der forherliger det onde og vanærer dem, der virkelig er ære værd. Manglende respekt og hån bliver ofte anset for at være en ganske almindelig form for humor i vores kultur. Jesus selv var også udsat for tilsvarende ting, men hans ydmyghed og nåde overvandt det onde med det gode. Vi er kaldet til at følge ham og gøre det samme. (Rom 12,22)