Menigheden Lys og Salt


FORHOLDET MELLEM JØDERNE

OG DE KRISTNE



Hvordan kan vi se på forholdet mellem Jødedommen og Kristendommen? Jøderne ved godt, at de skal dele deres velsignelse med hedningerne. Det kan de læse flere steder i profetierne i GT. Det har da også altid været sådan, at enhver hedning, som ønskede at være en del af Israels folk, havde muligheden for dette - hvis de altså ville gå ind på betingelserne. Allerede på den tid, da Israelitterne forlod Egypten, fortæller Bibelen os, at:


”Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem” (2 Mos 12,38)


Bibelen giver os ingen detaljer om, hvem og hvor mange de var. Men hvem skulle denne flok være andet end mennesker, som havde set Israels Guds mirakler og straf over Egypten, og som derfor valgte at slutte sig til Israel, inden Gud holdt straffedom over Egyptens guder, som det skete ved den tiende plage, hvor alle de førstefødte blev slået ihjel? (2 Mos 12,12)


Der er da også flere beretninger i GT om hedninger, som sluttede sig til Israel. En af de mest kendte er nok Ruth, som ikke kun sluttede sig til folket, men hun fik også den ære at være med i Jesu slægtsregister, idet hun blev tipoldemor til Kong David (Det kan du læse om i Ruths bog).



Der har gennem historien været 3 overordnede måder at se forholdet mellem jøderne og de kristne på


1. For det første kan man se dette forhold, som de kristne, der lever i frihed - side om side med jøderne, som lever i trældom. Denne tankegang er repræsenteret ved statuer af 2 kvinder, som er opstillet Strassburg Katedralen (Notre Dame). De er fra det 13. århundrede e. Kr. (billedet nedenunder)


Både Israel og Menigheden kaldes ofte for ”hun” i Bibelen. På billedet ser vi den ene kvinde, som repræsenterer kristendommen. Hun har en krone på hovedet og en stav, formet som et kors, i højre hånd. Hun har et bæger (nadveren) i venstre hånd. Hun kigger frimodigt og triumferende opad, hvilket betyder, at hun er ”åndeligt oplyst”.


Den anden kvinde har ingen krone på hovedet. I sin højre hånd og hen over nakken har hun en brækket stav, og i sin venstre hånd har hun en lovtavle (Moseloven). Hun kigger skamfuldt og genert nedad. Hvis du kigger godt efter på billedet, vil du se, at hun har bind for øjnene, hvilket betyder, at hun er ”åndeligt blind”.


Denne tankegang var fremherskende fra omkring år 1000 e.Kr til langt ind i Middelalderen. Dette er en meget sort/hvid anskuelse. Ja, den er gået forud for erstatningsteologien, som går ud på, at Kirken har overtaget Israels plads, pagter og løfter. Kirken har, i det hele taget, iflg. denne bibeltolkning, fornægtet sine historiske rødder, som netop er Jødedommen.


Erstatningsteologien kan ikke forenes med Paulus’ lære i Romerne kap 9-11, især afsnittet, som fortæller os, at vi, som uægte grene, er podet ind på det ædle oliventræ, og at vi derfor ikke har ret til at hovmode os over de ægte grene. (Rom 11,11-24)


Dette er en vranglære, som allerede i 300 og 400-tallet tog sin begyndelse, hvor kirkefædrene tordnede mod jøderne.



2. For det andet kan man se forholdet mellem Jødedommen og Kristendommen som et mor/datter forhold.


I flg. denne anskuelse blev datteren (kirken) født på Pinsedagen. Det betyder, at GT er jødisk, og NT er kristent. Jødedommen blev til før Kristendommen, og Kristendommen er vokset ud af Jødedommen. Mor og datter levede side om side for en tid, men datteren levede videre, da moren afgik ved døden. På samme måde er Jødedommen, iflg. denne bibeltolkning, uddød og har ikke længere nogen relevans, mens Kirken lever videre.


Også i flg. denne tankegang har Kirken overtaget Israels plads og fornægtet sine egne historiske rødder. De kristne har ganske vist haft brug for jøderne, men kun for en tid – indtil de kunne ”stå på egne ben”. Dette syn var meget almindeligt i 1500 tallet - omkring Reformationen.



​3. For det tredje kan man se de kristne, som en del af en større søskendeflok.

Alle de første kristne var jøder, og i kristendommens spæde begyndelse blev de kristne anset for at være én ud af mange forskellige trosretninger, som fandtes på Jesu tid. Alle disse mange forskellige retninger blev, iflg. denne tankegang, anset for at være søskende med den samme mor. Her er ikke tale om have Jødedommen som mor, men Torahen (Mosebøgerne). Torahen bliver af Jøderne anset for at være grundstenen i den Jødiske Bibel (som kun er GT). Alle andre skrifter i GT anses for at være ”kommentarer” til Torahen.

Denne forståelse betyder absolut ikke, at det er ligegyldigt, om man tror på det ene eller det andet. Men det betyder, at alle disse retninger havde deres rødder det samme sted fra (i Torahen), men har udviklet sig vidt forskelligt. Dette er det mest fremherskende syn på forholdet mellem jøderne og de kristne – i hvert fald set fra jødernes side. Set fra de kristnes side er enigheden ikke så stor.

Jesus citerer ofte fra Torahen.
Mange kristne har en forestilling om, at Jesus kom med et radikalt nyt budskab, som bragte ”alt det gamle” til ophør. Men fakta er, at det meste af Jesu lære er citater eller henvisninger til GT. Faktisk er der i hele NT ca. 300 citater og ca. 4000 henvisninger til GT. Og her var Mosebøgerne Jesu foretrukne sted at citere fra. Også mange af principperne i Jesu lignelser er hentet fra Torahen eller GT, i øvrigt. Man kunne ikke, i den jødiske kultur, komme med en ny lære gennem en lignelse, men man kunne fastslå og uddybe noget, som tilhørerne godt kendte til i forvejen. Så i en vis forstand kan man godt sige, at også de kristnes grundsten – rent læremæssigt – er baseret på Torahen.

Jesus citerer også fra Overleveringen og fra fortidens "fædre" rabbinerne.

Jesus siger fx:

​Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne (Matt 7,12)

Hillel den ældre var en farisæer, som levede nogenlunde samtidig med Jesus. Han og hans tilhængere stod for den mere moderate tro, mens Shammai - en anden kendt retning fra dengang - og hans tilhængere, stod for den mere strenge og bogstavelige tro. Hillel den ældre siger:

Det, som du ikke selv bryder dig om, det skal du ikke gøre mod andre. For sådan er hele Torahen. Resten er forklaringer. Gå bare i gang med at lære (Babylonian Talmud Shabbat 31a)

Men fakta er, at de begge citerer fra Torahen, hvor der står skrevet:

... du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren! (3 Mos 19,18)

Derfor må vi gå til GT for at forstå, hvad Jesus mener med denne udtalelse. Når han siger: ”Sådan er loven og profeterne” – så siger han selv, at han mener nøjagtig det samme, som er beskrevet i Torahen (og i GT). Hvis vi derfor vil vide mere om, hvad Jesus mener, så kan vi gå til Torahen for at grave lidt dybere i denne udtalelse.
Derfor har Torahen og GT, i det hele taget, absolut en relevans for os i dag, og vi skylder tak – først og fremmest til Gud – men også til jøderne for at have bevaret Skrifterne til gavn og glæde for os i dag.