(BILLEDE: GUDINDEN KYBELE)
Der foregik, i det første århundrede, en massiv afgudsdyrkelse i hele Romerriget. Der blev fra Romerrigets side set gennem fingrene med, at jøderne og de jødekristne tilbad Israels Gud. På Biblens tid havde man nemlig stor respekt for de forskellige landes guder, og man havde pligt til at tilbede guderne i det land, hvor man befandt sig. Derfor havde jøderne og de jødekristne ikke de store problemer, for de befandt sig i deres eget land og tilbad deres egen Gud, som også deres forfædre havde dyrket gennem generationer. De jødekristne havde deres identitet og baggrund i jødedommen med omskærelse og deres gang i Templet.
Anderledes var det med de hedningekristne - for de havde ikke samme baggrund og privilegier som jøderne og de jødekristne. De måtte gerne tilbede Israels Gud, hvis blot de også tilbad afguderne. Det er årsagen til, at Apostlene kunne blive i Jerusalem - under den forfølgelse, som udbrød pga. Stefanus, mens de hedningekristne måtte flygte derfra (ApG 8).
Derfor lå der et voldsomt pres på de hedningekristne. For svigtede de guderne, mente romerne, at de var skyld i at påkalde sig gudernes vrede. Det ser vi bla. et eksempel på i Rom - under Kejser Nero - hvor de kristne fik skylden for, at Rom brændte (i år 54 e. Kr), netop fordi de nægtede at tilbede afguderne. De kristne kunne undgå rigtig mange ubehageligheder og megen forfølgelse, hvis de blot ville gøre, som myndighederne pålagde dem mht. afguderne. Disse informationer har en betydning for vores forståelse af Galaterbrevet, hvilket vi vil komme ind på.
En anden ting, som er vigtig at vide er, at menigheden i Galatien bestod af hedningekristne, som gerne ville omskæres. Det var deres forsøg på at blive accepteret af romerne, på lige fod med jøderne og de jødekristne. Omskærelsen var, for dem, indgangen til denne status. De ville, i så fald, blive proselytter, dvs. at hedningerne indgik i det jødiske samfund, med alt hvad det indebar af love, regler, skikke og normer. Til gengæld fik de samme privilegier som jøderne, hvad angik fritagelse for afguderne - en status, som romerne anerkendte, i hvert fald i den tidlige menigheds tid.