Der findes forskellige slags love i GT?
1. De 5 Mosebøger kaldes af Jøderne og i NT for Torahen (Loven).
2. De 10 Bud (2. Mos 20,1-17) - hjertet i den gammel-testamentelige Lov
3. Regler for samfundslivet (2 Mos 20,22-23,19).
4. Offerloven (3. Mos 1-7).
5. Loven om renhed og urenhed (3. Mos 11-15) – hindringer for deltagelse i Templet.
6. Civil- og kriminalret (3. Mos 18-25) - Kulminerer i: Du skal elske din næste som dig selv (3. Mos 19,18).
Men hvad betyder egentlig Torahen?
Kort om de forskellige slags Love i GT:
1. De Fem Mosebøger regnes af Jøderne for grundlaget for hele GT. I disse 5 bøger mener de, at alle grundprincipperne er beskrevet. Resten af GT er, i flg. dem, forklaringer og uddybninger af de fem Mosebøger.
2. De Ti Bud skilte sig ud fra de øvrige bud, ved at folket hørte Gud tale disse bud. Folket havde allerede i 2. Mos 19,8 sagt ja til den pagt, Gud ville slutte med dem. Det fremgår af 2. Mos 19,25, at Moses var nede hos folket, da Gud - i kap 20 - talte De Ti Bud til folket med en hørlig stemme. Det bekræftes også af 2. Mos 20,22, at Gud selv talte De Ti Bud direkte til folket.
Det var på grundlag af disse Ti Bud, at Gud sluttede en pagt med folket. Det var alt sammen regler, som de udmærket kendte til i forvejen, men det nye var, at det var en pagt, der blev indgået.
De to stentavler blev opbevaret i Pagtens Ark i det allerhelligste i Tabernaklet, og senere i Templet. Resten af Loven, som blev givet til Moses på bjerget, blev nedfældet på papyrusruller, som blev opbevaret ved siden af Pagtens Ark. Disse to forhold viser tydeligt, at de Ti Bud havde en særstilling i forhold til den øvrige Lov.
3 + 6. Jødernes samfundsregler og civil- og kriminalretten er vi ikke forpligtede over for. Det er faktisk ganske fornuftige regler, og på Biblens tid var der mange proselytter, som gerne ville tilslutte sig landet Israel og leve som jøder, fordi Israel havde en logisk og retfærdig lovgivning for samfundet. De Ti Bud angiver Guds standard for mennesker, men her er der ikke beskrevet nogen straf. Denne straf er beskrevet i reglerne for det jødiske samfund..
Fx. blev en tyv sendt i arbejde, indtil han havde tilbagebetalt, hvad han havde stjålet med et tillæg på en femtedel, hvilket kun var ret og rimeligt. Men hvis vi holder os for øje, at Guds bud siger, at vi slet ikke må stjæle, så har vi, strengt taget, ikke brug for at vide, hvad der sker, hvis vi gør det alligevel.
Der er ingen mennesker – i vores del af verden – som bliver straffet for utroskab. Biblens straf i GT var stening. Dette kan vi godt kan have svært ved at forholde os til, men vi må samtidig erkende, at Gud allerede havde beskrevet straffen for utroskab, så de var advaret på forhånd og kendte konsekvensen af denne handling.
Her i vores del af verden er det ikke op til os – som kristne – at bestemme, hvad der skal ske med mennesker, som overtræder Loven. Det har vi vores domstole til at afgøre. Samtidig vil Gud selv handle med det enkelte menneske. Straffen falder ikke her og nu - som i GT. Men Gud kan gøre, som han vil: Han kan handle med os i dette liv, eller han kan handle med os på den yderste dag, når vi skal stå til regnskab for ham med vores liv.
4. Offerloven er helt klart ophørt – vi er ikke længere underlagt Tempeltjenesten med syndofre og alt, hvad der ellers hørte til. Hele GT’s Tempeltjeneste og offerlov peger frem på Jesus som Guds fuldkomne Offerlam.
5. Loven om renhed og urenhed kan vi også have svært ved at forholde os til, men som udgangspunkt skal vi forstå, at urenhed ikke er det samme som synd. Hvis man blev uren, skulle man ikke bringe et syndoffer – nej, man skulle bade sig i vand, og efter et vist antal timer var man ren igen. I visse tilfælde skulle man bringe et renselsesoffer, men heller ikke dette havde noget med et syndoffer at gøre.
Det er heller ikke beskrevet nogen straf i forbindelse med Loven om rent og urent. Vi har ingen grund til at tro, at denne del af Loven stadig er gældende. Disse regler ser ud til at det havde med hindringer for deltagelse i tempeltjenesten at gøre.
Lidt anderledes er det med spisereglerne – Loven om rene og urene dyr.
Ved første øjekast virker også dette uforståeligt for os – for hvad er forskellen på at spise det ene eller det andet dyr? Men hvis vi studerer det lidt nærmere, vil vi opdage, at de dyr vi gerne må spise, er planteædende dyr, mens de forbudte dyr er rovdyrene eller ådselæderne. Ådselæderne spiser dyr, de ikke selv har slået ihjel – i mange tilfælde råddent kød. De urene dyr kan derfor være smittebærere af sygdomme i langt højere grad end de rene dyr.
Det samme gælder fiskene. Her er det rovfiskene, som vi ikke må spise, i flg. Loven om rene og urene dyr. Desuden må vi heller ikke spise fisk og skaldyr, som lever på havets bund. Her er det et faktum, at disse ”bunddyr” lever af ekskrementer fra andre fisk og forurening, som synker til bunds i havet.
Det kan have en konsekvens at spise de dyr, som, Gud selv siger, ikke er egnet til menneskeføde - for det kan være med til at give os et dårligt helbred. En mere alvorlig konsekvens ser vi i hele den corona-epidemi, som har påvirket hele verden og slået millioner af mennesker ihjel. For det startede alt sammen med en syg flagermus, som blev spist af en slange, som igen blev spist af et menneske - altså urene dyr, som Gud siger, at vi skal holde os fra.
Men hvilken Lov gælder stadig?
Konklusionen må være, at De Ti Bud kan betragtes som en slags grundlov, som står fast, hvor al anden lovgivning har til formål at bakke op om denne grundlov. Guds Riges grundlov – blev i GT skrevet på stentavler, men i NT står denne grundlov skrevet i vore hjerter, dvs. at vores samvittighed er med til at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert – men indholdet af Loven i GT og NT er nøjagtig det samme det samme (Jer 31,31-34).
Gud har – i De Ti Bud – givet os nogle meget håndgribelige regler at gå efter. De første 4 bud handler om vores forhold til Gud, mens de øvrige 6 bud handler om vores forhold til vores medmennesker. Og nej, vi frelses ikke ved Loven, men den skal betragtes som en slags færdselsregler, som gør at vi ikke kommer galt afsted. Der er jo heller ingen, som får et kørekort, blot fordi de har tilegnet sig færdselsreglerne på egen hånd, men har man først bestået køreprøven bliver det forventet, at man kører efter reglerne for ikke at skabe problemer i trafikken - hverken for sig selv eller andre.
