Spørgsmålet om, hvordan de hedninge-kristne skulle indgå i det kristne fællesskab sammen med jøderne, var et stort stridsspørgsmål allerede i midten af det første århundrede (omkring år 50) - ikke kun i Galatien, men i hele Lilleasien. I første omgang var det et spørgsmål, om de hedningekristne skulle omskæres og holde hele Moseloven for at blive frelst. Det sagde Paulus og Barnabas blankt nej til, men alligevel rejste de til Jerusalem for – en gang for alle - at få afklaret dette spørgsmål sammen med de ældste i Jerusalem. Det resulterede i Apostelmødet, som blev afholdt ca. år 50. Alt dette kan vi læse om i ApG 15,1-35.
Her blev det vedtaget, at hedninger ikke skulle omskæres, og at de skulle heller ikke holde hele Loven. Det betyder ikke, at Loven blev afskaffet, men at der er visse dele af Loven, som er specielt målrettet det jødiske samfund, og disse dele af Loven var hedningerne ikke forpligtede over for.
Læs mere om de hedninge-kristnes forpligtelser i henhold til Apostelmødet (kommer snart)
Galaterbrevet menes at være skrevet kort efter Apostelmødet. Og her holdt Paulus holdt sig til den beslutning, som jo også var hans egen overbevisning – at omskærelsen var for jøderne og deres husstand sammen med deres trælle og husfolk. Der var også en anden ”side” af spørgsmålet – og det var den beskyttelse, de hedningekristne kunne opnå ved at lad sig omskære og leve som proselytter, fordi de, i så fald, ikke var forpligtede over for afguderne. Dette var ikke oppe at vende på Apostelmødet – eller også blev det ikke skrevet ned, fordi det ikke måtte falde i myndighedernes hænder.
Men også her sagde Paulus: Nej - højst sandsyndigt, fordi man bliver født til at være jøde – i modsætning til andre religioner, hvor man vælger, om man vil tilslutte sig. Proselyt er heller ikke et begreb, som findes i Biblen – udover Jesu anklage mod farisæerne (Matt 23,15). Der findes heller intet i GT, som siger, at det er muligt at tilslutte sig det jødiske folk gennem omskærelse. GT taler flere steder om: De fremmede i blandt jer... men heller ikke disse blev omskåret.
Desuden kan Paulus have haft fællesskabet i tankerne, for hvis der kom hedninger, som ønskede at blive kristne og tilslutte sig fællesskabet, kunne det være svært, hvis alle var jøder eller proselytter, for her kunne man ikke kende forskel. Men et ægte kristent fællesskab mellem jøder og kristne ville være et stærkt vidnesbyrd for verden om, hvad Gud er i stand til at gøre.
