Da amoritternes fem konger gik i krig mod gibeonitterne, kom israelitternes hær med Josva i spidsen for at støtte deres allierede i Gibeon (Israel var bundet af en pagt, de blev bedraget til at indgå – Jos 9). Og så sker der noget fuldstændig uhørt:
Da stod solen stille, og månen standsede … (Jos 10,13)
Gud forlængede perioden med dagslys, så Josvas hær kunne få den nødvendige tid til at opnå sejr. Men det var ikke alt. Der ligger også en symbolsk betydning bag denne guddommelige handling, som viser os Guds overlegenhed i forhold til Kanaans guder. Josva talte til Gud, idet han sagde:
Sol, stå stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal! (Jos 10,12)
På Josvas anmodning til Gud
… stod solen stille, og månen standsede, til folket [Israel] fik hævn over sine fjender (Jos 10,13)
Mens den forlængede dag gav Israel mulighed for sejr over fjenderne, var denne begivenhed i Gibeon også en fordømmelse af disse folks guder. I mange af Israels nabolande tilbad de deres guddomme, som de personificerede som solen og månen - noget som Gud strengt havde forbudt israelitterne, ved Moses, idet han sagde:
… løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen; men jer tog Herren og førte ud af jern-smelteovnen, af Egypten, for at I skulle være hans ejendomsfolk, som I er i dag (5 Mos 4,19-20; jf. 7,3)
Dette forbud fra 5 Mosebog danner baggrunden for at tolke den stillestående sol og måne som en lammelse af disse underlegne afguder. Efter at israelitterne var gået tørskoet gennem havet, sang Moses til Gud og spurgte:
Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er så mægtig og hellig, frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du? … alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst. De blev grebet af skræk og rædsel, for din arms magt blev de stumme som sten, da dit folk drog frem, Herre (2 Mos 15,11-16)
Solen, som stod stille i Gibeon (Jos 10,13) minder os om, at Moses beskrev Kanaans indbyggere som stumme som sten for Herrens magt (Det hebraiske ord for stille og stumme er det samme).
Fordi solen og månen stod stille var det muligt for Israel at hævne sine fjender (Jos10,13) - en virkelighed, som Moses hentyder til i endnu en sang til Gud. I Dødehavsrullerne er verset fra 5 Mos 32,43 skrevet på denne måde:
Glæd jer med [Gud], o himle; bøj dig ned for ham, alle guder. For han hævner sine børns blod og tager hævn på sine modstandere (5 Mos 32:43 i 4QDeutq)
Se den danske oversættelse her
Denne udtalelse forudsiger, hvad Herren vil gøre for Josva mod amoritterne. Ved at standse solen og månen i deres tilrettelagte bane tillader Israels Gud Josva at besejre fjenden, men han viser også, at han får alle Kanaans guder til at bøje sig for ham, som er Israels Gud - den Højeste Gud – himlens og jordens Skaber.
