Menigheden Lys og Salt


KIRKETRADITIONEN LØSREV SIG FRA

UR-KRISTENDOMMEN



"En god jøde er en omvendt jøde eller en død jøde" synes at være slagordet - som gjorde sig gældende allerede i kristendommens første spæde start og som blev anført af de tidlige kirkefædre, og senere videreført af reformatorerne i Jesu navn! Især Origenes, Justin Martyr, Klement af Alexandria, Tertullian og Johannes Chrysostomos fik afgørende betydning, hvor de med deres jødehad gravede grøfter mellem de kristne og jøderne, hvor de kaldte sig selv for det nye åndelige Israel. Alt dette mundede ud i senere tiders forfølgelser under reformationen, Nazityskland, og i den antisemitisme vi er vidne til i dag. Er der noget at sige til hvis jøderne ikke har tillid til en sådan form for kristendom? Nu er tiden kommet hvor vi må indse at Gud indgik sin pagt med Israel - og at vi kristne ikke har overtaget Israels plads, ligesom Gud heller ikke har forkastet jøderne, som kirketraditionen gerne vil have os til at tro! Nej, den skygge som jøden Jesus Kristus kaster er jødisk i sin oprindelse - hverken mere eller mindre!



I kirketraditionen ser vi, at Luther og andre reformatorer sammenblandede Skriftens lære med kirkefædrenes vranglære. Visse kirkefædre havde endog foretaget ændringer i Skriften på bestilling af Den Katolske Kirke. Luther er især kendt for at have efterladt os sin ”nådesteologi”, som noget helt nyt på den tid. På det punkt skilte han sig ud fra kirkefædrene, som anså Loven for gældende. Her blev Luthers nådesteologi efterhånden læst ind i Skriftforståelsen.


Moseloven har lige siden været en stående debat de kristne imellem – hvor dette emne blev diskuteret – mest af alt med hinanden. Alt imens man - hos kirkefædrene - ikke havde noget imod at sammenstille Lov og Evangelium, var det først ved reformationen, at lov og nåde fik en ny definition. Her blev det modsatte af ”nåde” pludselig til ”lov” – og det modsatte af ”lov” blev gjort til ”nåde”. Men det er jo noget sludder! Det modsatte af ”lov” har aldrig været ”nåde” - men ”lovløshed” – og det modsatte af ”nåde” har aldrig været ”lov” - men ”unåde”.


I dag må vi modsætte os denne måde at læse Skriften på, fordi fundet af bla. Dødehavsrullerne, har givet os et indblik i Paulus’ samtid – og som derfor bør læses og tolkes i lyset af det første århundredes kultur og samtid - set med Jødiske briller. Her bør vi droppe den katolsk-protestantiske konflikt – for denne konflikt er uden historisk forbindelse til jøden Paulus. Set fra et jødisk synspunkt, var Loven/Toraen noget absolut godt. Grunden til dette var den israelske arv – en arv som Gud havde betroet sit folk Israel, og som de har plejet, skattet og beskyttet i århundreder.


Mange mener i dag, at vi kan finde tilbage til ur-kristendommen ved at lytte til reformatorerne. Men nej – vi skal længere tilbage, helt tilbage til den kultur og samtid, som Bibelen er opstået i – vi skal tilbage til de jødiske rødder… Skriften lærer os, at:


” … belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem” (Es 2,1-3)


Jesus uddyber dette i sin samtale med den samaritanske kvinde:


”I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne” (Joh 4,22)


Jøderne er dermed specielt udvalgte til at føre andre ind i Biblens lære. Jesus var selv jøde og talte og underviste i jødiske vendinger – ud fra den kultur og samtid, som han befandt sig i. Lad os derfor gå til ekspertisen, så vi ikke bliver ført på afveje.