Skabelsesberetningen beskriver månen og solen som naturens egne tidsmarkører:
Gud sagde: Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år (1 Mos 1,14)
I den hebraiske Bibel og de jødiske skikke fejres nymåne med en fest. (4 Mos 10,10) På Bibelens tid fejrede Israels folk denne ראש חודש (rosh khodesh) månedens hoved eller udspring med en fest. (1 Sam 20,18) Vi læser, at nymånen gav anledning til משוש (masos) jubel (Hos 2,11-13) og en pause fra arbejdslivet (Am 8,5).
Men nymånens betydning i den hebraiske tankegang går endnu dybere. Profeten Esajas skrev om skabelsen af den nye himmel og den nye jord i sammenhæng med en tid, der generelt er blevet forstået som den messianske tidsalder.
På hebraisk er ordet for ny חדש (khadash), fra den samme ord-rod som חודש (khodesh) måned eller nymåne. Men hvad der er endnu vigtigere er, at den samme passage fra Esajas fortæller os, at folk fra alle nationer vil komme til at tilbede Israels Gud - hver sabbat og hver nymåne (Es 66,18-23).
Med dette i mente tilføjer den jødiske synagoge-liturgi særlige velsignelser for nymånendagen - herunder en bøn om at "… huske Messias, Davids søn ... og hele dit folk, Israels hus". En anden rabbinsk skik er at gå ud i det fri for at se nymånen og lovprise Gud med salmer.
Nymånen betragtes som et symbol på den ultimative forløsning, en slags genfødsel, der peger hen på Israels profeterede genopretning til en ny æra af fred og godhed (tusindårsriget).
Johannes’ åbenbaring henviser også direkte til disse temaer. Dette syn, fra det første århundrede, viser den nye himmel, den nye jord - ja, endog en fornyelse af alle ting. Åbenbaringsbogen beskriver også livets træ, som bringer helbredelse til nationerne.
Det er bemærkelsesværdigt, at det har tolv forskellige frugter – en slags for hver måned / nymåne. (Åb 21,1-5, 22,2)
