Jefta aflagde tilsyneladende et løfte til Herren, som fik store konsekvenser for ham. I stor forventning om at vinde sejr over ammonitterne gav han Herren et løfte om at skænke Herren et brændoffer, såfremt han gav ham sejr over Israels fjender. Derfor bad han til Herren.:
Hvis du giver ammonitterne i min hånd, skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer (Dom 11,30-31)
Det blev hans datter – hans eneste barn - der, som den første, trådte ud af hans hus, og som måtte ofres.
Bibelen giver ikke klart udtryk for, om Jefta faktisk ofrede sin datter som et brændoffer eller ej. Dommerbogen fortæller os, at:
… han gjorde med hende, som han havde givet løfte om (Dom 11,39)
Men hvad indebar det løfte han gav? Det er det store spørgsmål! For hvordan kunne Jefta sætte sin lid til Herren, når han samtidig kendte Guds forbud imod menneskeofringer. Det er også en kendsgerning, at Jefta, i Bibelen, nævnes som en troshelt iblandt de mange andre troshelte, som Biblen beskriver for os (Heb 11,32-34).
Nej, han ville næppe have taget en så overilet beslutning, for ammonitterne, som han skulle i krig med, var netop kendt for deres børneofringer - en praksis, som Gud havde advaret Israel strengt imod:
De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne (Jer 7,31)
Jeg har aldrig befalet eller haft i tankerne, at de skulle gøre noget så afskyeligt og forlede Juda til synd (Jer 32,35)
Ammonitterne var også kendt for deres dårlige behandling af Israel, da Israel vandrede i ørkenen – hvilket gav Jefta god grund til at tro, at Gud var på hans side i denne sag.
Men hvordan skal vi så forstå Jeftas ord?
Her må vi gå til den jødiske tolkning, hvor den mest nøjagtige oversættelse - ifølge de hebraiske lærde – lyder således:
Jeg vil indvie det til Herren, eller jeg vil ofre det som et brændoffer.
Hvis vi fjerner den misvisende danske oversættelse, som indikerer datterens død, så er det ikke sandsynligt, at Jeftas datter blev ofret til Gud, med døden til følge, men at hun blev indviet til Guds tjeneste i en tilstand af evig jomfruelighed. For det var lov i Israel, at personer, der således var dedikeret eller indviet til Gud, skulle leve i en tilstand af livslangt cølibat.
De, der hævder, at Jefta ofrede sin datter, har ofte forsøgt at retfærdiggøre det med, at sådan foregik det dengang: Men fakta er, at Jefta lovede dette, mens han var under Guds Ånds indflydelse. Helligånden ville aldrig tillade ham at dræbe sit eget barn – det ville være stik imod Guds egen natur og Guds egen lov (Dom 11,29).
Den mere korrekte oversættelse viser os, at Jeftas løfte til Herren var afhængigt af, om det første han mødte var et menneske eller et dyr - om der var tale om at blive overgivet til tjenesten eller at blive ofret på alteret.
Det fremgår også klart af teksten, at datteren ikke sørgede over, at hun skulle dø, men hun sørgede over, at hun aldrig ville blive gift! (Dom 11, 36-37) - hvilket er en besynderlig tankegang fra et menneske, som stod for at skulle ofres på alteret.
Barnløshed ville nok ikke være det, der fyldte mest i sind og tanker, hvis man stod ansigt til ansigt med døden. Det tyder mere på, at der her er tale om en kvinde, som blev givet til Herrens tjeneste - på samme måde som også Hanna gav Samuel til tjenesten i Templet (1 Sam 1,11).
