Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde. Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram.
Abram havde da boet ti år i Kana'an. Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue. Da sagde Saraj til Abram: »Du har ansvaret for den uret, der overgår mig! Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig. Herren skal dømme dig og mig imellem!«
Abram svarede Saraj: »Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes!« Så behandlede Saraj hende så hårdt, at hun flygtede væk fra hende. Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur. Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.«
Men Herrens engel sagde til hende: »Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling.« Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.« Og Herrens engel sagde til hende: »Se, du er med barn; du skal føde en søn og give ham navnet Ismael, for Herren har hørt din lidelse. Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre.«
Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, »Du er Gud, der ser«. For hun tænkte: »Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?« Derfor kalder man brønden Be'er-Lahaj-Ro'i. Den ligger mellem Kadesh og Bered. Hagar fødte Abram en søn, og Abram gav sin søn, som Hagar fødte, navnet Ismael. Abram var seksogfirs år, da Hagar fødte Ismael.
