I 1885 afholdt Dr. Clay Trumbull en serie af lektioner på Episcopal Divity School i Philadelphia, Pennsylvania. Disse lektioner blev samlet kaldt for “Blood covenant” (blodpagten). Dr. Thrumbull er gået tilbage i tiden og har sporet oprindelsen af den ældste form for pagt, man kender – og dens udvikling sidenhen. Hans bog har ikke set sin lige i mere end 134 år.
I sin bog viser han, at emnet pagt er et meget omfattende begreb. Det er også et ældgammelt - og et vidtgående begreb, for pagts-begrebet viser sig i næsten enhver civilisation, der overhovedet har eksisteret. Samtidig er det et meget seriøst begreb, som har fyldt meget i menneskers bevidsthed, så langt tilbage man kan huske. Det er desværre også et emne, som kun få moderne bibelstuderende synes at kunne forstå.
Mange forveksler en pagt med et testamente. Det gælder især i den græske og den romerske kultur, hvor selv moderne ordbøger ikke er i stand til at skelne mellem disse 2 begreber. I det gamle hebraiske samfund har pagt og testamente aldrig betydet det samme - hvilket det heller ikke gør i det danske.
Vi ved godt, at et testamente er en persons skriftlige erklæring om, hvad der skal ske med hans ejendele, efter at han er gået bort. En pagt, derimod, er en aftale mellem flere parter i levende live - om forhold mennesker imellem. Og her kan en pagt også være et forhold mellem Gud og mennesker. Gud indgik en pagt med Abraham, og her var pagtstegnet omskærelsen. Derfor giver det ingen mening at bruge ordet testamente om det gamle og det nye testamente, når der i originalteksten på hebraisk er tale om en pagt.
Det hebraiske Nye Testamente kaldes for B’rit Hadashah.
B’rit betyder pagt og Hadashah betyder fornyet. Det er det samme ord, som der også bruges i forbindelse med nymåne-cyklussen, hvor vi godt ved, at vi selvfølgelig ikke får en spritny måne, hver eneste måned, men at der er tale om den selvsamme måne, der finder tilbage til sit tidligere leje. Derfor vil en mere præcis titel for Det Nye Testamente være: En fornyet pagt eller et fornyet forhold - og ikke en ny pagt, som det fx er oversat i vores danske Bibel, og hvor der står:
Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en NY pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.
Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: JEG LÆGGER MIN LOV I DERES INDRE OG SKRIVER DEN I DERES HJERTE. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd (Jer 31,31-34)
Hvilken Lov lægger Gud i vores indre? Det er den Lov, som var pagten med Israel (De Ti Bud). I Det Gamle Testamente stod den skrevet på stentavler og blev opbevaret i Pagtens Ark i Tabernaklet, og senere i Templet. Den fornyede pagt, som Gud indgik med Israel, står skrevet i vores hjerter - men indholdet er det samme. Vi har, som hedninger fået del i denne pagt, fordi vi er podet ind på det ædle oliventræ.
Vi ser altså, at Gud ikke laver en helt ny pagt med Israel, men en fornyet pagt, med baggrund i den gamle - ligesom månen ikke er ny, men bliver fornyet, hver måned.
