Menigheden Lys og Salt


PAULUS' FORHOLD TIL LOVEN



(Billede: Kort over Diasporaen



I Apostlenes gerninger (ApG) kap 2 kan vi læse, at Gud sendte Helligånden til verden. De første kristne var alle jøder, som omvendte sig til Kristus. Der var mange jøder samlet i Jerusalem netop på Pinsedagen for at fejre den jødiske ugefest. Disse jøder, som omvendte sig ved Peters prædiken på Pinsedagen, drog hjem, hvor de boede i diasporaen, hvor de forkyndte evangeliet for jøderne.


I ApG kap 10 læser vi om den romerske gudfrygtige Cornelius, der var den første hedning, som vi kender til, der omvendte sig til Kristus. Der kom flere og flere hedninger til, og derfor var det nødvendigt at afklare, hvordan jøderne skulle forholde sig over for de nye hedningekristne, som sluttede sig til troen på Kristus - eller sagt på en anden måde: hvordan disse nye hedningekristne skulle forholde sig over for Loven?


Derfor blev det på Apostelmødet i ApG kap 15 besluttet, at hedningerne, som blev kristne, ikke var underlagt Loven som helhed. Der var 4 bud, som de skulle overholde. Disse 4 bud var hentet fra det gamle testamente (GT). Det er faktisk, alt, hvad GT har at sige om ”de fremmede iblandt jer…" - undtagen regler vedr. ofringerne, fordi disse ofringer blev opfyldt i Kristus, som er vores fuldkomne offer - én gang for alle. De fire bud lyder således ”… I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt”. (ApG 15,29)


Men der står også om de jøder, som kom til tro, at de ”… brændte af iver efter Loven”. (ApG 21,20) Og det er ikke beskrevet som en negativ udtalelse. I det næste vers kan vi så læse, at Paulus blev beskyldt for at lære jøderne i diasporaen frafald fra Toraen (de fem Mosebøger) og fra omskærelsen - men vi kan også læse, at det var en falsk anklage - og at Paulus selv overholdt Loven. (ApG 21,24)



Her er der altså tale om 2 forskellige tilbagemeldinger fra missionsmarken


1. Jødernes (og Paulus) tjeneste blandt Jøderne.

Paulus blev kaldet som hedningeapostel, men alligevel gik han altid først til jøderne, når han, på sine missionsrejser, kom til en ny by. Rygtet om Paulus var ikke sandt, for Paulus lærte ikke jøderne frafald fra Loven, ligesom han selv overholdt Loven.


2. Paulus’ tjeneste blandt hedningerne.

For hedningerne var det en anden sag, for det var jo blevet vedtaget på Apostelmødet, at de hedningekristne ikke var underlagt Loven – bortset fra de 4 bud, som stammer fra 3. Mosebog. Derfor ville det være utænkeligt, at Paulus gik imod de bestemmelser, som var blevet fastsat på dette apostelmøde. Men der var en ting, som ikke blev "nedlagt" - og det var pagten, som Gud havde indgået med Israel - de 10 bud - en pagt, som Gud havde sagt, at han ville skrive - ikke længere på tavler af sten, men på menneskers hjerter.


At Paulus blev kaldet som hedninge apostel, bærer det meste af hans undervisning om Toraen præg af. Den blev adresseret til hedningerne, som ikke var underlagt Toraen som helhed. Derfor skriver han dette:


Men enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham. Sådan bestemmer jeg det i alle menigheder. Var man omskåret, da man blev kaldet, skal man ikke lave om på det, og var man ikke omskåret, skal man ikke lade sig omskære. Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud. Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i. (1 Kor 7,17-20)


Her taler Paulus ikke om, hvorvidt man skal omskæres eller ej - rent fysisk, men at man, hvis man er en hedningekristen ikke skal blive en jøde, og at en jøde ikke skal blive en hedningekristen. I øvrigt skriver Peter, at der - i nogle af Paulus’ breve - er ting, som er vanskelige at forstå. Mon ikke det kan bero på, at Paulus var kaldet til at gå med evangeliet til hedningerne, i modsætning til Peter, som var kaldet til at gå til Jøderne? (2 Pet 3,16)


Fortsættes under billedet ...



Men hvorfor er det lige netop de ti bud?


For det første var det De Ti Bud og ikke hele Loven, som var den Pagt Gud indgik med Jøderne ved Sinaj.


(... og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne - 2 Mos 34,28)


I 2 Mos kap 19 fremgår det, at folket hørte, at Gud talte De Ti Bud til folket og spurgte, om de ville indgå en pagt med ham på dette grundlag. De Ti Bud var ikke noget nyt og ukendt for Jøderne, men det nye var, at det var en Pagt med Gud. Resten af Loven fik Moses på bjerget, da han gik op til Gud. De Ti Bud blev skrevet med Guds finger på stentavlerne, og de blev opbevaret i Pagtens Ark. Men resten af Loven blev nedskrevet på bogruller, som også blev opbevaret i helligdommen, men ikke i Pagtens Ark.


Vi kan altså opfatte De Ti Bud, som en slags grundlov i Guds rige, hvor alle andre bud og love har til formål at uddybe Loven i praksis.

Sådan er det også i Danmark. Vi har også en grundlov og al anden lovgivning må indordne sig under denne grundlov. Det kan være forskelligt fra samfund til samfund, hvordan man bedst opfylder sin grundlov, og lovgivningen kan også ændre sig med tiden, men grundprincipperne står fast.


Et eksempel herpå kan være, at hvis et menneske har stjålet noget, så skal han, iflg. Guds lov betale tilbage med et tillæg på en femtedel. Men holdt han sig for øje, at Gud slet ikke accepterer, at vi stjæler noget som helst, så ville dette bud være helt overflødigt. Guds lov er derfor indeholdt i de Ti Bud, og det er den rettesnor, som Gud har givet os mennesker som en slags ”færdselsregler” til vores alle sammens bedste.