Under kong Sauls regeringstid forsøgte han at udrydde gibeonitterne fra Israel. Men med denne handling brød han den pagt, Josva og israelitterne havde indgået med gibeonitterne (Jos 9). Israel var blevet bedraget ind i denne pagt, men alligevel var den bindende.
Som et direkte resultat af Sauls brud på Josvas og israelitternes pagt sendte Gud, under Davids regeringstid, en hungersnød over Israel, som varede i tre år. David spurgte Gud, hvorfor denne hungersnød kom over landet, og Herren svarede, at det var pga. Sauls synd mod gibeonitterne.
Det var David, der nu havde ansvaret for at sørge for retfærdighed for gibeonitterne. Da David spurgte dem, hvad de ville kræve for at sagen kunne blive rettet op, bad gibeonitterne om syv af Sauls efterkommere. David overgav derfor to af Sauls sønner og fem sønnesønner til gibeonitterne, som dræbte dem.
I 2 Samuels bog kan vi læse, at disse syv blev overgivet til
… gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt (2 Sam 21,9)
Denne uhyggelige sag blev helt åbenlyst sanktioneret af David. Men hvad skulle den til for? Baggrunden for drabene på Sauls efterkommere var denne:
Det ser ud til, at Sauls syv efterkommere, som blev dræbt, ikke var bedre, end Saul selv havde været. I starten af samme kapitel står der:
I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne (2 Sam 21,9)
Her er det vigtigt at lægge mærke til, at hungersnøden ikke alene skyldtes Sauls synd, men den skyldtes "Saul og hans hus".
Der ser ud til, at de havde hjulpet Saul på en eller anden måde med at slå gibeonitterne ihjel. Disse syv efterkommere af Saul blev dræbt på grund af deres egen blodskyld.
Kort sagt var drabene en retfærdig handling mod Sauls hus. Ja, den var retfærdig pga. deres egen involvering i de tidligere mord på gibeonitterne.
