SKAL VI OVERHOLDE LOVEN
Hvis vi skal afklare dette spørgsmål, vil vi starte med se på, hvad Jesus siger om denne sag. Loven har flere formål, men her vil vi koncentrere om, hvorvidt vi, som kristne, er forpligtede over for Loven.
Jesus siger:
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som BEGÅR LOVBRUD! (Matt 7,21-23)
Dette er meget alvorlige ord, som det kan svare sig at bide mærke i, for de siger noget om, hvem der – i sidste ende - får adgang til Guds Rige. Ja, det er faktisk nogle skræmmende ord, Jesus kommer med her, for han taler om mennesker, som ser ud til at gøre alt det rigtige. De gør tegn og undere i Jesu navn. De er, tilsyneladende omvandrende beviser på, at Gud er en levende Gud?
Vi ved, at Gud både kan og vil gøre tegn og mirakler iblandt os, men det er kun én side af evangeliet. Jesus taler så klart og tydeligt, så der ikke er noget at tage fejl af: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!
Derfor må vi spørge os selv: Hvad var det for en Lov, disse mennesker forbrød sig imod? Kan det virkelig være rigtigt, at der findes en Lov, som er afgørende for, hvor vi skal tilbringe evigheden?
Det er kun Gud, som frelser os, og det gør han i kraft af det offer, Jesus gav for os på Golgata. Men når det er sagt, så forventer Gud, at vi lever et værdigt liv som kristne (Matt. 3,8).
Det er troen, der bærer igennem, hører vi ofte. Derfor er det yderst vigtigt, at vi forstår, hvad tro egentlig er. Og her må vi spørge os selv, om det er nok at tro, at Gud er til? Nej, de onde ånder tror også, at Gud er til, og de skælver (Jak 2,19) – men det frelser dem ikke.
Det Nye Testamentes grundsprog er græsk, og her er ordet pistis brugt for tro. Det samme ord betyder også trofasthed eller troskab. Det fortæller os, at det ikke er nok at have gode følelser og tanker om Gud og en tillid til, hvad han vil gøre – nej, han forlanger troskab af os. Læs her om Paulus og Jacobs syn på tro og gerninger.
Gud har, i Biblen, givet os nogle meget klare retningslinjer for, hvad det er, han forventer af os. Disse retningslinjer har han beskrevet tydeligt i sit Ord.
Men hvad er det for retningslinjer?
I Det Gamle Testamente sluttede Gud en Pagt med sit folk, Israel (2 Mos 20,1-17). En pagt betyder en gensidig aftale. Det var netop De Ti Bud, der var Pagten med Israel. Det fremgår bla. af, at stentavlerne, som buddene blev skrevet på, efter Guds anvisning, blev opbevaret i Pagtens Ark, som stod i det Allerhelligste i Helligdommen. Men hvad har det med os at gøre? – spørger du måske. Det har faktisk meget med os at gøre – for det, der stod på stentavlerne, i Den Gamle Pagt, har Gud, i Den Nye Pagt, skrevet i vore hjerter ved Helligånden, som han har lovet – men indholdet er det samme:
Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. (Jer 31,31-33)
Hvis vi undersøger udtrykket fra ovenstående bibelvers: En ny pagt på hebraisk, som er grundsproget for Det Gamle Testamente, så vil vi finde, at Den Nye Pagt kaldes for B’rit Hadashah.
B’rit betyder Pagt og Hadashah betyder fornyet. Hadashah er det samme ord, som der også bruges i forbindelse med nymåne-cyklussen, hvor vi godt ved, at vi selvfølgelig ikke får en spritny måne hver måned, men at der er tale om den samme måne, der finder tilbage til sit tidligere leje. Derfor ville en mere præcis titel for Den Nye Pagt være: En fornyet pagt eller et fornyet forhold - og ikke en ny pagt, som verset fra Jeremias 31,31 er oversat i vores danske Bibel.
Læs mere her: En pagt er ikke et testamente
Det var ikke kun Den Gamle Pagt, som blev givet til jøderne, det blev Den Nye (eller den fornyede) Pagt også.
Selvom vi ikke er efterkommere af jøderne, har vi alligevel fået del i Den Nye Pagt, som Gud, i sin nåde, har givet, fordi vi, som vilde grene, er podet ind på det ædle oliventræ (Rom 11,17-24). Frelsen og Den Nye Pagt er to sider af samme sag - og er ikke længere forbeholdt jøderne, men er, efter Jesu død og opstandelse, udgået til hele verden – til enhver, som vil tage imod i tro og i troskab.
Vi kan opfatte De Ti Bud som Guds husorden. I enhver jordisk familie er der en husorden. Det bliver forventet, at enhver i familien underordner sig denne husorden, for at familien kan fungere optimalt.
Frelsen sker ved Jesu Kristi blod fra Golgata. Men det står ikke i modsætning til, at Gud, som en god og kærlig Far, har ret til at bestemme, hvilket liv hans børn skal leve på denne jord. Og derfor forventer Gud, at vi overholder hans Pagt med os mennesker.
Vi ved, i mange tilfælde godt, i vores samvittighed, hvad det drejer sig om. Men den kan vi ikke altid regne med. For vi kan være påvirket af ting, som gør, at vi ofte kan være blinde for, hvad Gud forventer af os. Og da er det Guds nåde, at han har givet os en vejledning at gå efter. Denne Pagt, som Gud har skænket os, giver os nogle meget håndgribelige principper at gå efter, for den viser os, hvad det er for en slags troskab, Gud forventer af sit folk.
Men har det frelsesbetydning, om vi indretter efter Guds bud og bestemmelser?
Det havde det for de falske profeter i Mattæus 7,23, som vi læste om i indledningen. De blev vist bort pga. deres lovbrud, eller rettere: deres lovløshed (som den græske grundtekst siger).
Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv som kristne. Lad os arbejde på vores frelse med frygt og bæven (Fil 2,12) - for at vi i sidste ende kan nå målet: Vore sjæles frelse (1 Pet 1,9).
