I almindelig kristen tænkning viser passager i Bibelen (ApG 20, 7; 1 Kor 16,2; Åb 1,10) - at de tidlige troende samledes til fælles tilbedelse af Jesus om søndagen. Hvis vi imidlertid undersøger disse tekster nøje, vil vi se, at søndagen, som hviledag, ikke stammer fra NT.
Åb 1,10 nævner, at forfatteren (Johannes), blev grebet af Ånden, hvor han oplevede sine forbløffende syner på Herrens dag (τῇ κυριακῇ ἡμέρᾳ). - Nu står der jo ikke nogen steder, at der var tale om en søndag - og selvom det måske skete på en søndag, så er det ikke væsentligt i denne sammenhæng. For Åbenbaringen er jo ikke en afhandling om, hvilken dag der skal være centrum for de kristnes tilbedelse. Nej, det er Johannes’ syner, der er i centrum her – og ikke indførelse af en ny lære med en ny sabbatsdag.
Det er også sandt, at Paulus i 1 Kor 16,1-2 beskriver pengeindsamlingen til Jerusalem, som foregik på en søndag:
Hvad angår indsamlingen til de hellige, så skal også I gøre sådan, som jeg har forordnet det for menighederne i Galatien. Den første dag i ugen (søndag) skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger, når jeg er kommet.
Paulus bad sine disciple om at samle penge ind på søndage, men der er intet der tyder på, at dette blev gjort under fastlagte ugentlige søndagsmøder, hvor der normalt blev indsamlet et ugentligt offer.
Som de fleste traditionelle jøder, ville Paulus aldrig håndtere penge på Sabbatten. Så hans vejledning om pengeindsamling var mere en praktisk foranstaltning - set fra hans perspektiv.
Alt imens ovennævnte vers ikke beskriver fælles søndagsforsamlinger, viser Apostlenes gerninger 20,7-8, at Kristi efterfølgere vitterligt afholdt et møde på en søndag:
Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem, da han skulle rejse næste dag, og han blev ved med at tale lige til midnat. Der var en del lamper i den sal ovenpå, hvor vi var forsamlet. (ApG 20,7-8)
For at kunne tolke disse vers er man nødt til at skrive sig bag ørerne, at indbyggerne i det romerske imperium (som Israel jo var underlagt) ikke fulgte en ugecyklus på syv dage. De havde ingen weekender – eller regelmæssige planlagte fridage (udover de kulturelle ferier). Så forestillingen om en "hviledag" og en syv dages uge-cyklus blev først introduceret for romerne af jøderne og de tidlige kristne.
Og eftersom ugen og den første dag, som er nævnt i ApG 20,7-8 må anses som jødiske tidsrammer, begyndte den første dag lørdag aften, lige efter solnedgang, hvor sabbatten var afsluttet - hvilket forklarer behovet for lamper – da sabbatten altid slutter ved solnedgang lørdag aften.) (v.8). Derudover beskrives "brydning af brødet" (κλάσαι ἄρτον) - ikke nadveren, men snarere et almindeligt fælles måltid, som vi også ser det andre steder i evangelierne, hvor der også er brødsbrydelse. (Jf. Matt 14,19; 15,36; 26,26; Mk 6,41; Luk 22,19; 24,30, 35)
Derfor giver det mening, at de tidlige Kristus-tilhængere mødtes på forskellige ugedage (inklusive søndage). Det Nye Testamente hævder dog aldrig, at tilhængere af (Jesus) Yeshua opgav overholdelse af sabbatten eller udvalgte søndagen, som deres foretrukne sabbatsdag.
Det ville også have været svært i praksis at indvie søndagen til hviledag, eftersom søndag var en ganske almindelig arbejdsdag i Israel. Når og hvis de kristne alligevel mødtes, var det ofte om morgenen , inden de skulle på arbejde, idet de stod tidligt op for at være sammen og fejre Jesu opstandelses-dag.
