Troede Apostlene på Treenigheden – hvad mener messianske jøder?
Det er ingen hemmelighed, at den kristne lære om treenigheden ikke findes i Bibelen, som sådan. Den er blevet systematiseret ud fra forskellige bibelske tekster, af senere kristne, for at præsentere en sammenhængende og præcis lære, der forsøger at forene alle sande troende.
Den traditionelle kristendom mener, at:
• Faderen, Sønnen og Helligånden er én Gud (ikke tre guder)
• Faderen, Sønnen og Helligånden er ens i kraft og herlighed (er af samme væsen).
• Faderen er funktionelt overlegen Søn og Hellig Ånd (både Søn og Ånd er lydige mod Faderen).
Når vi tænker over dette emne, er der få ting, vi bør huske på:
For det første var den oprindelige menighed grundlæggende jødisk - og var, som sådan, ikke særligt interesseret i læresætninger. Hvad jøderne fra det første århundrede virkelig gik op i, var ikke så meget detaljerne i den korrekte tro, men snarere detaljerne i en hellig levevis.
For det andet tænkte visse jøder - selv før Jesu tid - på forholdet mellem Gud og hans ord på næsten sammen måde, som det er udtrykt i Johannes evangeliet (Joh 1,1).
Andre jøder, før Jesus tid, troede - blandt mange andre interessante ting - på forestillingen om ”Menneskesønnen”, som et evigt himmelsk væsen, som Gud en dag vil sætte på sin herligheds trone.
Men vi kommer ikke uden om, at selvom apostlene ikke anså Den Hellige Ånd, for kun at være ”Guds kraft” og blottet for enhver form for personlighed (som i Jehovas Vidners teologi) - så findes der forbavsende lidt om Helligåndens guddommelighed i NT.
Hvis apostlene var blevet præsenteret for den kristne lære om treenighed i sin traditionelle form, ville de have været dybt forundrede over, hvorfor en sådan systematisering var nødvendig, og at anse den som uvæsentlig.
