⇐ TILBAGE

Det er almindeligt for kristne at antage, at Helligånden er begrænset til NT og tiden herefter. Selvom det er sandt, at Helligånden ofte optræder i Jesu liv og hos hans efterfølgere, nævner GT’s Skrifter også Helligånden. Ifølge de bibelske beretninger er Helligånden selve Guds nærvær blandt folket, og det er Guds Ånd, der formidler guddommelige budskaber til Israel.

NT’s læsere vil se, at Guds Ånd åbenbarede sig ved Jesu dåb (jf. Matt 3,16; Mark 1,10; Luk 3,22; Joh 1,32-33) og i pinsen som tunger af ild (jf. ApG. 2,1-4). Men alligevel har Helligånden også gjort sit værk blandt Guds folk, længe før Jesu komme til denne verden.

Faktisk går Guds Ånds interaktion med Israel helt tilbage til deres udvandring fra Egypten. Esajas minder om, at Gud

... lod sin herlige styrke(hebraisk: Hellige Ånd) vandre ved Moses' højre hånd, han, der kløvede havet foran dem for at skabe sig et evigt navn, han, der førte dem gennem dybet (Es 63,12-13).

Salmerne taler også om Helligånden, som er tilstede blandt mennesker. Salmisten David bønfalder Gud:

Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Kast mig ikke bort fra dig(hebraisk: dit ansigt), og tag ikke din hellige ånd fra mig! (Sal 51,12-13)

Med disse ord viser David, at han forstod, at Herren selv var nær - i kraft af Helligånden, som tog bolig blandt folket.

NT bekræfter også Guds Ånds virke blandt Guds folk på GT's tid. Fx citerer Hebræerbrevets forfatter Guds ord fra Jeremias og forklarer, at det var og er Helligåndens virke:

Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre (Hebr 10,15-16)

Til trods for at ordet Helligånden ikke findes i den oprindelige hebraiske tekst (Jer 31,31-33), bekræfter Hebræerbrevets forfatter, at det var ved Helligånden, at løftet om den nye pagt blev givet - længe før NT blev til.