Jøderne fastsætter deres højtider efter en månekalender. Det er derfor højtiderne flytter sig fra år til år, med op til 11 dage - fra det ene år til det andet.
Den første måned, hvor Påsken og Pinsen fejres, hedder Abib (eller Nisan), og den falder i vores marts/april måned. Det er Gud der har forordnet det sådan (2 Mos 12,2 + 2 Mos 13,4).
Når vi fejrer Påske, fejrer jøderne Pesach, som betyder forbigang. De mindes udgangen af Egypten, og at de blev frelst fra død og ødelæggelse i kraft af påskelammets blod, som blev smurt på dørstolperne (2 Mos 12,21-36).
Når vi fejrer Pinse fejrer jøderne Ugefesten (også kaldet Shavuot). De mindes Loven, som Gud gav ved Moses (2 Mos 19-24). Denne ugefest var årsagen til, at der var mange jøder i Jerusalem på Pinsedagen, hvor Helligånden kom til jorden. De kom nemlig fra DIasporaen, dvs. de omkringliggende lande, hvor de boede (ApG 2,9-11).
Den syvende måned, hvor Løvhyttefesten fejres hedder Eitanim, og den falder i vores september/oktober måned.