Mange mener, at Paulus omstødte Jesu ord om Loven. Men det kan ikke være sandt - for Jesu Ord står fast.
Jesus underviste apostlene efter sin død og opstandelse:
Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. (ApG 1,3)
Jesus gav apostlen missionsbefalingen:
Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende". (Matt 28,18-20)
Så sagde han til dem: "Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne". Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: "Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette". (Luk 24,44-49)
Her ser vi, at det ikke var Paulus der startede hedningemissionen – det var apostlene! Og de blev udsendt af Jesus selv som oplærte dem mens han endnu var hos dem. Men han underviste dem også i 40 dage efter sin død og opstandelse.
Og det var efter hans død og opstandelse, at Jesus gav apostlene/os missionsbefalingen! (Jf. ovenstående skriftsteder) På det tidspunkt var Paulus endnu ikke kommet til tro.
Her sagde Jesus, at de skulle lære de nye kristne at holde ALT, hvad han havde befalet dem. Det må derfor også inkludere bjergprædiken, hvor Jesus siger, at ikke en tøddel af Loven skal forgå. (Matt 5,18)
Alt hvad Jesus sagde, da han gik blandt apostlene - både før og efter sin opstandelse - blev grundlaget for de 4 evangelier, der senere blev nedskrevet, og som vi også har i dag:
De holdt fast ved apostlenes lære… (ApG 2,42)
Det NY Testamente er vores trosgrundlag - for det repræsenterer den lære, som kommer fra Jesus selv. Hvis ikke man mener, at man kan få Paulus ord til at stemme overens med Jesu Ord, må det være, fordi man tolker Paulus forkert. For Jesus siger selv, at hans ord står fast for evigt – og har frelsesbetydning.
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. (Joh 5,24)
Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. (Joh 12,48-50)
Det kan derfor få betydning for vores frelse - især hvis vi forkaster Jesu klare ord om, at intet af Loven skal forgå i vores tidsalder. Det ville være at kalde Jesus for en løgner og en vendekåbe at påstå det modsatte af, hvad han selv har sagt!