I har også hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke sværge falsk, og: Du skal holde, hvad du har svoret Herren. Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde (Matt 5,33-37).
Her mener mange, at Jesus forbyder os at aflægge ed i retten eller at sværge, i det hele taget. Men læg mærke til at Jesus starter sin undervisning med at sige: I har hørt, at der er sagt … hvilket viser os at han talte om den jødiske Overlevering, som farisæerne fulgte.
Men forbød Jesus dem at sværge? Nej, for iflg. Guds Lov må vi godt sværge – vi må bare ikke sværge falsk:
I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren! (3 Mos 19,12)
Men her øjnede farisæerne et hul i Loven, så de ikke var bundet af deres ed. For at undgå at sværge ved Guds navn sværgede de ved andre ting som fx ved himlen eller ved jorden eller ved Jerusalem eller ved deres eget hoved.
Her sagde de, at:
Den, der sværger ”ved himlen” og "ved jorden", går fri. (Misn. Shebuot, c. 4. sect. 13)
Går fri fra hvad?: Fra at være bundet af sin ed. De sagde også:
Den der sværger ved himlen eller ved jorden eller ved solen eller lignende – selv om hans intentioner er lige så oprigtige, som var de gjort ved ham, der skabte disse - har ikke aflagt en ed. (Maimon. Hilch. Shebuot, c. 12. sect. 3)
Altså lavede de igen "huller i Loven" så de kunne undgå at inddrage Guds navn.
Men her slår Jesus fast, at alt det skabte: Himlen, jorden, Jerusalem… ja, endog deres eget hoved, var skabt af Herren, og at den, der sværger ved disse ting, i bund og grund sværger ved Herren.
Sådanne ting kunne virkelig få Jesus op i det røde felt… det ser vi også andre steder i Skriften:
Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den. (Matt 23,16-22)
Jesus afslutter sin irettesættelse, med disse ord:
Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.
Og hvorfor?
Fordi deres overlevering også sagde:
Han der siger ”nej, nej”, to gange, eller ”ja, ja”, to gange; Se! Det er som en ”efter-ed” der stadfæster hans ord.” (T. Bab. Sheuot, fol. 36. 1. Vid. Maimon. Hilch. Shebuot, c, 2. sect. 1.)
Man skulle altså sikre sig et ”ja” eller et ”nej” 2 gange fra disse farisæere – ellers kunne man ikke regne med deres ord. Dette var iflg. Jesus ”af det onde”.
Så det Jesus, i bund og grund, lærer os er, at hvis vi afgiver et løfte, så skal vi holde det – hvis ikke, er det af det onde!
