Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. (Matt 6,7)
Se disse ord i lyset af den jødiske tradition – hvor der står i Mishna:
Rabbie Shim’on sagde: Når du beder, så lad ikke dine bønner være fastlagt (gentagende, mekaniske), men (appellerende for) nåde og ydmyg bøn foran Den Allestedsnærværende. (Avot 2,13)
Sammenlign med Gemara:
”Når du henvender dig til den Hellige – velsignet være han – så lad dine ord være få! (B’rakhot 61 a)
Eksperter i NT elsker at finde paralleller fra NT til rabbinernes lære – og det samme gør jeg – men ikke desto mindre mener jeg ikke, at vi skal gå til yderligheder i denne praksis! Det skyldes primært, at vi alt for ofte er tilbøjelige til at drage forhastede beslutninger – hvilket vi må være forsigtige med!
Og hvordan?
For det første kan konklusionen fejlagtigt gå hen og blive, at judaisme og NT i bund og grund er det samme – idet Jesus (Yeshua) – eller de andre apostle lærer os det samme som rabbinerne. Men her er sandheden, at traditionel judaisme – som den har udviklet sig til siden det første århundrede - helt bevidst har taget afstand fra kristendommen, hvor rabbinerne har frasagt sig denne tankegang. De har tværtimod – gjort alt for at mane denne opfattelse til jorden. Det samme er også sket for kristendommen, som også - med pres fra de katolske kirkefædre - har fjernet sig fra det jødiske grundlag.
Alligevel er der plads til at tale om en fælles tradition – som indeholder fælles elementer – men som hver især lægger stor vægt på deres forskelligheder. Selv tror jeg på, at vi, i fremtiden, skal se disse to retninger flyde sammen – hvilket de langt fra gør i dag pga. deres uoverensstemmelser og deres afstandtagen fra hinanden.
For det andet ser vi, at rabbinerne har tilegnet sig og kopieret Jesu lære uden at give ham kredit – og modsat, har Jesus, Paulus og andre i NT kopieret rabbinernes lære – uden at give dem kredit!
Rabbinernes lære blev først dateret længe efter Jesu tid. (Mishna blev først samlet i det tredje århundrede, Gemara i det fjerde til det sjette århundrede – og andre skrifter endnu senere). Her kunne man måske tro, at det oftest var rabbinerne, der lånte fra Jesus. På den anden side refererer disse skrifter til personer, der levede længe før de blev samlet - og i mange tilfælde længe før Jesu tid.
De repræsenterer også en tradition, som er meget gammel, og som går forud fra Jesus, og som er uden kildehenvisning.
Jacob Neusner – en kendt jødisk lærd, som beskæftiger sig med nystestamenteligt stof – som han mener er relevant for at kunne etablere forløbet i Israels historie – fremhæver vigtigheden af at kunne datere enhver rabbinsk eller nytestamentlig reference, sammen med de forudgående begivenheder - førend man drager en slutning om, hvem der har påvirket hvem.
Og eftersom det første århundredes jødiske samfund var den smeltedigel, hvor ud af både den messianske og rabbinske judaisme opstod, er den mest fornuftige konklusion ofte, at både rabbinerne og NT’s personer og skribenter trækker på samme hammel og på de samme ideer.
Så hvad angår, at anerkende det ene fremfor det andet, så er det et faktum, at NT anerkender de positive udsagn, som kommer fra den jødiske tradition. Det ser vi, når vi nærlæser NT.
