Menigheden Lys og Salt


HVEM VAR SAMARITANERNE?



Jesus sagde dette til sine disciple, da han sendte dem ud med evangeliet: Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. (Matt 10,5-6) Men selv gik han til den Samaritanske kvinde. (Joh 4)


Hvorfor nu det? For at få svar på dette spørgsmål, må vi se på, hvem Samaritanerne var: Israel bestod i det gamle Testamente af 12 forskellige stammer, med hvert sit landområde. De var alle efterkommere af Abraham gennem hans sønnesøn Jacob. Jacob fik 12 sønner, som blev stamfædre til Israels 12 stammer.


I år 931 f.Kr. blev Israel delt i to dele med hver sin Kongerække. Dette skete under kong Davids sønnesøn Rehebeam. Herefter bestod det af:

Judæa med Jerusalem som hovedstad. Her boede Juda og Benjamin.

Nordriget (stadig kaldet Israel) fik Samaria (det nuværende Nablus) som hovedstad. Her boede de øvrige stammer.


Nordriget havde ikke haft én eneste gudfrygtig konge. Tværtimod havde deres konger ledt folket i afgudsdyrkelse. Konsekvensen heraf blev, at Nordriget i år 722 f.Kr blev ført i landflygtighed i Assyrien, som var den tids stormagt (det nuværende Irak).



Samaritanerne løfter Toraen, de fem Mosebøger op til Gud



Samaritanerne bestod af 2 forskellige grupper.

Den ene var Jacobs efterkommere, som havde holdt sig "rene" ved ikke at gifte sig med de fremmede indbyggere. Disse var derfor ægte jøder af fødsel. Den anden gruppe var de fremmede fra Assyrien, som ikke var jøder.


Og så var der selvfølgelig også de jøder, som havde giftet sig med de fremmede, men de blev i praksis regnet med til de fremmede.

Biblen skelner mellem disse 2 grupper, idet den omtaler Samarianerne - uden ”t” - i det gamle Testamente. Dette fremgår ikke af den danske oversættelse, men i den engelske Bibel står der Samarians, hvilket betyder indbyggere i Samaria. (2 Kong 17,29)


Samaritanerne - med ”t” - betyder ”overholdere” (af Loven, traditionerne mv.). Da det nye Testamente blev nedskrevet på græsk, sneg der sig et ekstra ”t” ind, og begge ord blev oversat til Samaritanerne. Det er altså ikke nemt at skelne de ”rene” og de ”ikke-rene” Samaritanere fra hinanden.



Garizims bjerg



Det meget spændte forhold mellem jøderne og samaritanerne, på Jesu tid, skyldtes først og fremmest de fremmede.


Læs her, hvad Biblen siger om dette:

Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed, var ved at bygge Herren, Israels Gud, et tempel, henvendte de sig til Zerubbabel og til overhovederne for fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge, for vi dyrker jeres Gud ligesom I. Ham har vi ofret til, lige siden assyrerkongen Asarhaddon bragte os hertil. (Ezra 4,1-2).


Her siger Samaritanerne selv, at de blev bragt dertil af Assyrekongen, men at de også dyrker Israels Gud.

De jøder, som var vendt tilbage fra landflygtighed, ville ikke bygge Herrens Tempel sammen med disse indbyggere fra Samaria.

Helt anderledes er det med den samaritanske kvinde. Hun talte med Jesus om:


… vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den… (Joh 4,12)


Hun mente altså om sig selv, at hun var efterkommer af Abrahams sønnesøn Jacob - ligesom Judæerne også var.

Samaritanerne (de ”ægte” jøder) er stadig i dag meget ivrige efter at overholde Loven og alle forskrifterne. De anser dog kun de 5 Mosebøger for at have guddommelig autoritet. De lever efter de 10 bud, med den tilføjelse, at Gud kun kan tilbedes på Garizim bjerget.


De har haft flere Templer, som har været bygget og ødelagt igen - netop på dette bjerg. De mener, at det var her, at Abraham skulle ofre Isak, og at det også var her, at Jesus blev korsfæstet. På billedet herover ses Garizim bjerg, hvor ruinerne af en græsk ortodoks kirke ligger. Selvom deres tempel ikke længere ligger der, bruger de stadig bjerget til at tilbede Gud.



Samaritanernes påskemåltid forberedes



Samaritanerne fejrer de samme fester som Israel, dog med undtagelse af Purim og Hannukka—2 fester, som ikke er foreskrevet i Biblen. Deres fester falder lidt anderledes, fordi de følger en anden kalender.
På Jesu tid var Judæerne og Samaritanerne to nogenlunde lige store befolkningsgrupper, men i dag er Samaritanerne kun en ganske lille befolkningsgruppe på under 1.000 mennesker, som stadig lever efter de samme traditioner.