(BILLEDE: GUDINDEN KYBELE)
Der foregik, i det første århundrede e. Kr, en massiv afgudsdyrkelse i hele Romerriget. På Biblens tid havde man stor respekt for de forskellige landes guder, og man havde pligt til at tilbede guderne i det land, hvor man befandt sig. Der blev fra Romerrigets side set gennem fingrene med, at jøderne og de jødekristne tilbad Israels Gud. Derfor havde de ikke de store problemer, for de befandt sig i "deres eget land" og tilbad "deres egen Gud", som også deres forfædre havde dyrket gennem generationer. De jødekristne havde deres identitet og baggrund i jødedommen med omskærelse og alt, hvad der hørte sig til af skik og brug og uskrevne regler - og de havde deres gang i Templet og i Synagogen.
Anderledes var det med de hedningekristne - for de havde ikke samme baggrund og privilegier som jøderne og de jødekristne. I flg. Romerrigets lovgivning måtte de gerne tilbede Israels Gud, såfremt de også tilbad afguderne, hvilket de nægtede, og det blev årsagen til megen forfølgelse. Det var derfor, Apostlene kunne blive i Jerusalem - under den forfølgelse, som udbrød pga. Stefanus, mens de hedningekristne måtte flygte derfra (ApG 8).
Derfor lå der et voldsomt pres på de hedningekristne. For svigtede de guderne, mente romerne, at de var skyld i at påkalde sig gudernes vrede. Det ser vi bla. et eksempel på i Rom - under Kejser Nero - hvor de kristne fik skylden for, at Rom brændte (i år 54 e. Kr). Netop fordi de kristne nægtede at tilbede afguderne, mente man, at det var guderne, som viste deres vrede.
De kristne kunne undgå rigtig mange ubehageligheder og megen forfølgelse, hvis de ville gøre, som myndighederne pålagde dem mht. afguderne, eller de kunne at lade sig omskære og leve som proselytter blandt jøderne, hvilket også ville stoppe forfølgelsen. Disse informationer har en betydning for vores forståelse af Galaterbrevet, hvilket vi vil komme ind på.
