Vi er, som kristne, bevidste om, at den jødiske traditioner og kulturen spiller en væsentlig rolle både i GT og i NT. Når Paulus skriver om en "tugtemester til Kristus", har det sin baggrund i en jødisk tradition - Bar Mitzvah. Derfor vidste enhver jøde, hvad Paulus mente med denne billedtale. Bar Mitzvah svarer nogenlunde til vor tids konfirmation.
I 13-års alderen skal en jødisk dreng for første gang læse op af Torahen i synagogen og lede menighedens gudstjeneste. Og i denne ceremoni spiller hans far en interessant rolle. Her fremsiger faderen en kort velsignelse: בָּרוּךְ שֶׁפְּטָרַנִי מֵעֹנֶשׁ הַלָּזֶה (baruch shepatrani meonesh halazeh) – som oversat til dansk betyder: Salig er han, som har løst mig (faderen) fra ansvaret for ham (sønnen).
Indtil det tidspunkt, hvor en dreng bliver en Bar Mitzvah, har faderen det fulde ansvar for sin søns oplæring og opdragelse i Torahen. Bar Mitzvah betyder nemlig ”søn af buddene” – altså Guds Bud – Torahen. Her er faderen forpligtet til at vejlede sin søn og være en tugtemester, indtil sønnen er i stand til selv at forholde sig til Torahen og leve efter den.
Det betyder selvfølgelig ikke, at han ikke længere skal adlyde sin far – men at Torahen bliver hans mest primære og grundlæggende vejleder.
Og det er præcis dette forhold Paulus bruger som et billede og eksempel på vores forhold til Kristus og Loven (Torahen). Vi blev holdt inde under Loven, som opdrager os til livet i Kristus, ligesom sønnen var underlagt sin far. Men nu står vi i et personligt ansvarsforhold til Lovens giver (Gal 3,24 gl).
Men det betyder ikke, at Guds Lov ikke længere eksisterer – for den blev jo lagt i vores hjerter ved Den Hellige Ånd, så vi formår at følge den (Heb 10,16; Jer 31,31-33) - men indholdet er det samme.
