Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte!
Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer!
For den enlige kvinde har flere børn
end den, der er gift. (Gal 4,27)
Her taler Paulus til hedningerne gennem Esajas 54,1. De havde overhovedet ingen grund til at forsøge at blive jøder ved omskærelse, for også til dem havde Gud fantastiske løfter.
Hedningerne skaffede ikke Gud ”afkom” - og de havde ikke Gud til ægtemand. Men alligevel skulle de nu juble og råbe højt af glæde, for de skulle blive flere end jøderne - for evangeliet var gået ud til alle og enhver, som ville tage imod det.
De hedningekristne i Galatien var Guds børn i kraft af det løfte, der blev givet til Abraham gennem Isak. Derfor skulle de jage trælkvinden og hendes søn bort - dvs. at de skulle jage afguderne bort. (1 Mos 21,10)
De skulle ikke lade sig omskære og de skulle heller ikke underlægge sig Romerrigets krav om tilbedelse af afguderne, ligesom de heller ikke skulle underlægge sig afgudernes mærkedage, men de skulle blive i den frihed, som Kristus havde skænket dem, for de var - børn af moder Jerusalem - den frie kvinde i kraft af deres tro - for også de havde, som hedninger, fået del i Abrahams velsignelse.
Abraham blev - ved troen - fader både til de omskårne og de uomskårne. Men betød det, at loven var ophørt? Nej, Abraham overholdt loven allerede inden den kom til (1 Mos 26,5) … han behøvede ingen Tugtemester til Kristus.
Abraham var ikke underlagt et legalistisk system, men han handlede frivilligt, idet han adlød Gud og stolede på hans løfter. Galaterne skulle kunne stole trygt på Gud og den forjættelse, de havde fået del i, igennem Abraham.
