Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg [Paulus] op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne (Gal 2,11-21 - Læs hele teksten her)
”Før der kom nogle fra Jacob… ” betyder i denne sammenhæng, "før der kom nogle fra Jerusalem, hvor Jakob var leder i Modermenigheden... " Det var af frygt for disse mennesker, at Kefas (det er den samme som Peter) stoppede med at spise sammen med hedningerne.
Biblen fortæller os ikke direkte, hvad det var, Kefas gjorde, som han mente ikke ville falde i god jord hos disse mennesker fra Jerusalem. Her tænker mange Bibellæsere, at det var den urene mad, som var problemet. I så fald var Peter begyndt at spise uren mad, men fik kolde fødder, da dem fra Jerusalem dukkede op. Men der er intet i teksten, som fortæller os, at maden var uren i henhold til GT's forskrifter. Og desuden havde Peter alle muligheder for selv at have indflydelse på, hvad der skulle spises.
Hvis vi skal forstå dette Skrift-afsnit, skal det ses i sammenhæng med resten af Galaterbrevet, som handler om, hvorvidt de hedninge-kristne skulle omskæres. Dette stemmer overens med, at der, på den tid, var nogle jøder, som forlangte, at de hedninge-kristne skulle omskæres, som en forudsætning for at de kunne holde måltid sammen med jøderne. Men det står ingen steder hverken i GT eller NT.
Denne tolkning giver også en god forklaring på den lidt underlige udtalelse, som Paulus siger til Peter:
Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? (Gal 2,14)
Det Paulus siger er egentlig: Du lever jo selv som hedning, idet du spiser sammen med hedningerne – for det gør jøderne normalt ikke. Men når du undgår at spise sammen med hedningerne, så tvinger du dem til omskærelse / til at leve som jøder, hvis de ikke skal være uden for fællesskabet.
Ja, Paulus lagde ikke fingrene imellem, for Peter kendte udmærket godt svaret på spørgsmålet, for det havde Gud selv åbenbaret for ham i beretningen om Kornelius (ApG 10). Overleveringen forbød jøderne at spise samme med hedningerne, men Gud godkendte ikke dette forbud, og det var Peter fuldt bevidst om, for han havde selv været vidne til Guds utvetydige holdning i denne sag. Du kan læse mere om det her.
Desuden havde Paulus været hos Apostlene i Jerusalem (Apostelmødet) for at få en fælles afklaring på spørgsmålet om omskærelse af hedninge-kristne, og her var svaret et klart NEJ - de hedningekristne skulle ikke omskæres. Og så var det ovenikøbet Peter selv, som gik foran med dette svar, idet han selv henviste netop til situationen med Kornelius (ApG 15,7-11).
Derfor var Peters hykleri, i denne sammenhæng, at han ikke gik efter Guds Ords sandhed. For han gjorde intet forkert i at spise sammen med hedningerne - og det vidste han, om nogen, godt, selvom det, på ingen måde, gav ham ret til at spise uren mad. Og han vidste også, at han ingen ret havde, overhovedet, til at forlange, at hedningerne skulle omskæres, for det havde Gud aldrig pålagt dem - tværtimod. Det var et et gammeltestamenteligt pagttegn, som de hedninge-kristne under ingen omstændigheder skulle gå ind under.
