Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg [Paulus] op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne (Gal 2,11-21 - Læs hele teksten her)
”Før der kom nogle fra Jacob… ” betyder i denne sammenhæng, "før der kom nogle fra Jerusalem... " Det var af frygt for disse mennesker, at Peter stoppede med at spise sammen med hedningerne.
Biblen fortæller os ikke direkte, hvad det var, Kefas (den samme som Peter) gjorde, som han mente ikke ville falde i god jord hos disse mennesker fra Jerusalem. Her tænker mange Bibellæsere, at det var den urene mad, som var problemet. I så fald skulle Peter være begyndt at spise uren mad, men have fået kolde fødder, da disse mennesker dukkede op. Der er intet i teksten, som tortæller os, at maden var uren i henhold til GT's forskrifter. Og desuden havde Peter alle muligheder for selv at have indflydelse på, hvad der skulle spises.
Men hvad var det så, der gjorde sig gældende her? Hvis vil forstå dette Skrift-afsnit, skal det ses i sammenhæng med resten af Galaterbrevet. Sagen er, at der, på den tid, var nogle kristne, som forlangte, at de hedninge-kristne skulle omskæres som en forudsætning for at de kunne holde måltid sammen med jøderne. Men det står ingen steder hverken i GT eller NT.
Der står til gengæld i GT, at hedninger, som ville holde påskemåltid sammen med jøderne, skulle omskæres (2 Mos 12,43-48). Det ser ud til, at der er tale om en overfortolkning af dette Skriftsted, som handler om påsken, men blev brugt til at fortælle de hedninge-kristne, at de skulle omskæres for at kunne have bordfællesskab med jøderne - ikke kun i påsken, men også i den almindelige hverdag.
Denne tolkning giver også en forklaring på den lidt underlige udtalelse, som Paulus siger til Peter:
Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? (Gal 2,14)
Det Paulus siger er egentlig: Du lever jo selv som hedning, idet du spiser sammen med hedningerne – for det gør jøderne normalt ikke. Men når du undgår at spise sammen med hedningerne, så tvinger du dem til omskærelse / til at leve som jøder, hvis de ikke skal være uden for fællesskabet.
Ja, Paulus lagde ikke fingrene imellem, for Peter kendte udmærket godt svaret på spørgsmålet, for det havde Gud selv åbenbaret for ham i beretningen om Kornelius (ApG 10). Overleveringen forbød jøderne at spise samme med hedningerne, men Gud godkendte ikke dette forbud. Peter var selv vidne til Guds utvetydige holdning i denne sag. Du kan læse mere om det her.
Desuden havde Paulus været hos Apostlene i Jerusalem for at få en fælles afklaring på spørgsmålet om omskærelse af hedninge-kristne, og her har svaret et klart NEJ. Og så var det ovenikøbet Peter selv, som gik foran med dette svar, idet han selv henviste netop til situationen med Kornelius (ApG 15,7-11).
Derfor var Peters hykleri, i denne sammenhæng, at han ikke gik efter Guds Ords sandhed. Han gjorde intet forkert i at spise sammen med hedningerne - og det vidste han, om nogen, godt. Og han vidste også, at han ingen ret havde, overhovedet, til at forlange, at hedningerne skulle omskæres, for det havde Gud aldrig pålagt dem - tværtimod.
